Mette Rishøj

Mette Rishøj sætter med et markant, energifyldt udtryk gang i en nutidig katharsis.
Hun fascineres af menneskets kraftfulde indgriben, og skaber med sine værker tidstypiske mysterier og tragedier – og dermed en æstetisk renselse

– Jeg er født i 1972, og er vokset op som 80’er barn med et ’Atomkraft NEJ TAK’- klistermærke på familiens hoveddør, fortæller Mette Rishøj, og fortsætter: Historien berører mig. Der var atomtrusler i radioen til OTA Solgrynene om morgenen, og mødte man en politibetjent, så havde man jo næsten dårlig samvittighed på forhånd. Lærerne var hr. og fru, og der var i den autoritære ånd nogle ting, som på en måde var både ordnede og måske nemmere, tilsyneladende.
– Som voksen ses verden fra flere sider. I dag vil vi på den ene side gerne have politiet, når vi har brug for dem, og på den anden side skal Rishøj.de ikke komme for godt i gang. Vi vil gerne have de teknologiske fremskridt, og så er der samtidigt så meget på spil, mener Mette 

– Jeg ser mig selv lidt som en discjockey, når jeg står og maler. Jeg sampler mange elementer, flere teknikker, og mange forskellige farver, til tider skøre farver. Det pink kom ind, da jeg havde fået min datter. Så kom den farve pludselig ind i min verden, hvor der også er plads til masser af humor.
– Jeg maler ikke fotorealistisk, men på skitser fra projektoren, og lægger derpå pastose lag på lag, som man gerne må få lyst til at røre ved.
– Der er altid flere værker i gang samtidig i værkstedet, hvor jeg tørrer penslerne af på det næste lærred, og går genbrugsvejen på den måde. Jeg elsker, når det er råt og beskidt, elsker den kraft.
– Og samtidigt må man godt kunne se, at der har stået et menneske og lavet det. Det skal vibrere lidt, så man forhåbentligt får en oplevelse, så man fornemmer noget mere, end det man kan se. Der er jo så meget mere. Mennesket er jo selv kun en skal, hvor vi har så travlt med at ’se ud’, men det er jo det derinde bagved, der er interessant.

 Maskinerne og fabrikkerne er symboler for mennesket, og alt det vi kan. Her er både frygt og hyldest, for det er jo ufatteligt, hvad vi kan. Og samtidig må vi jo undres over, hvad vi har gang i. Fabrikkerne sviner, ja, men samtidig laver de den maling, jeg kan stå og male med.
– Der er store dilemmaer. Vi ligger og sejler rundt. På den ene side og på den anden side.
– Det kommer til at gå alligevel, og jeg ved ikke, hvad det ender med. Men det sitrer overalt, og jeg er stolt af at være menneske’.

CV: Mette Rishøj har en række museumsudstillinger og flere udsmykningsopgaver bag sig, samt udstillinger i ind- og udland